Lovlig, men utryg brandsikkerhed
Åstedparkens Ældrecenter i Ringkøbing-Skjern Kommune overholder de krav til brandsikkerhed, der var gældende da ældrecenteret blev opført. Det fastslår kommunen efter en brand, der sendte en 95-årig mand til observation for røgforgiftning, fordi den termiske branddetektor i hans stue ikke alarmerede personalet i tide. Alarmen gik først da personalet åbnede dørene og røgen slap ud til detektoren på gangen. Kommunen erkender at systemet ikke er helt tidssvarende, og den indlagte mands pårørende kalder det utrygt.
(jv.dk, 5. februar 2019)
Plejehjem mangler brandsikring
En dødsbrand med tre omkomne plejecenterbeboere i august sidste år fik transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til at bede alle landets kommuner om at gennemgå og redegøre for brandsikkerheden på landets plejecentre. Nu har en del af kommunerne meldt tilbage, og deres svar tyder på at den er helt gal med brandsikkerheden: Stort set alle de kommuner, der har svaret, lever ikke op til kravene. Tre ud af fire af de undersøgte bygninger, der skulle have sprinkleranlæg, har det ikke, og der er kun givet dispensation i få tilfælde. Derudover er der konstateret mangler i den passive brandsikkerhed og flugtvejsgange. De kommuner, der endnu ikke har svaret, har fået forlænget svarfristen. Ole Birk Olesen er overrasket over det foreløbige resultat. ”Kommunerne ser tilsyneladende stort på, at bygningsreglementet siger, at de skal sørge for, at der er sprinkleranlæg. Jeg er dybt forundret og også meget forarget over det,” siger han. Ældre Sagen kalder situationen ”uacceptabel,” mens Kommunernes Landsforening vil sætte emnet på dagsordenen for at rette op.
(Flere medier, blandt andet tv2.dk, 1. februar 2019, og altinget.dk, 1. februar 2019)